Folketingets formand
Grundloven siger, at Folketinget skal have en formand, som vælges straks efter, at et nyvalgt Folketing er trådt sammen. Formandens opgave er at sørge for, at der er de bedste rammer for Folketingets arbejde. Han (eller hun) sikrer, at møderne i Folketingssalen foregår i god ro og orden, og at der er gode arbejdsforhold for folketingsmedlemmerne.
Folketingets formand er også den øverste chef for Folketingets Administration, som tæller cirka 440 ansatte. Administrationen består af en række forskellige afdelinger, der bl.a. sørger for, at Folketingets medlemmer kan koncentrere sig om deres arbejde. Administrationen tager sig af mange forskellige opgaver fra rengøring, sikkerhed og IT til juridisk betjening af Folketingets mange udvalg.
Folketingets formand udfører sit arbejde sammen med fire næstformænd. De udgør tilsammen Folketingets øverste ledelse, som hedder Præsidiet, og de leder på skift møderne i Folketingssalen.
Den nuværende formand er Thor Pedersen fra partiet Venstre, mens Præsidiets 1. næstformand er Socialdemokratiets Svend Auken. Derudover er Helge Adam Møller (Konservative), Søren Espersen (Dansk Folkeparti) og Holger K. Nielsen (Socialistisk Folkeparti) medlemmer af Præsidiet.
Præsidiet har også en del repræsentative opgaver dvs., at de repræsenterer Folketinget, når Folketinget får officielt besøg fra andre parlamenter. Det er også Præsidiet, der tager imod den Kongelige Familie på Folketingets åbningsdag 1. tirsdag i oktober.