Grundlovens tilblivelse
Fra 1660 til 1848 havde Danmark enevælde og i 1700-tallet begyndte modstanden mod enevældet at ulme rundt om i Europa. Befolkningerne stillede krav om, at folket skulle være med til at bestemme, hvordan deres land skulle styres, og flere steder blev monarkiet væltet og erstattet af en republik.
Efterhånden som den internationale udvikling tog fart, erkendte Kong Christian den Ottende, at Danmark også måtte have en fri forfatning. Da han døde, gjorde hans søn, Frederik den Syvende, arbejdet med forfatningen færdig.
Forfatningen var en grundlov, som kongen selv var underlagt, og som skulle give frihed og lighed til folket.
Den Grundlovgivende Rigsforsamling skulle udforme den endelige grundlov. Rigsforsamlingen bestod af 152 medlemmer, som blev valgt af kongen og folket. De vedtog en grundlov med 100 paragraffer, og den 5. juni 1849 underskrev Frederik den Syvende Danmarks første grundlov, Junigrundloven.
Vi siger, at Danmark gik fra enevælde til folkestyre med grundlovens indførelse i 1849, men Danmark fik reelt først demokrati i 1915, da også kvinderne fik stemmeret.
